Julen er over os og lige meget hvor man kigger hen stråler diode lyskæderne om kap med aftenens frostklare stjerner. I aftes sad jeg alene i mørket, henslængt i sofaen og fik netop øje på en smuk stjerne som lyste nattehimlen op over lille Vinderslev. Nu kan min stedsans ligge på et meget lille sted, så selvom den virkede indenfor arms rækkevidde og lige over vores lille samfund, så det skulle ikke undre mig at den rent faktisk stod over London eller måske endda så fjernt som New York. Anyway, som den stod der i smukt kontrast på den midnatsblå baggrund, følte jeg en snert af den ellers udeblivende julestemning, som fik mig til at tænke tilbage på min barndoms jul, hvor man lå søvnløs i spænding over julens komme og morgendagens fyld i julesokken. Dengang julen var magisk og man i sin naive barnetro troede at det var julemanden, der havde hugget mors gavepair og lagde pakker under træet. Det var også dengang julen var Ferrari-rød, med Familie Journalens kravlenisser på hver en hylde, hæklede hvidskæggede små mænd stod linet op hen ad sofaryggen og før der gik bolig indretnings HAY hysteri i fejringen af Jesus fødsel.
Min familie har nu aldrig rigtigt fejret Jesus fødsel, selvom sangene om frelserens komme, som vanligt blev brummet rundt om træet og "et barn er født i Betlehem" var udenadslære, mens resten af versene skulle læses i de små sangbøger fra OTA solgryn. Vi fejrede rettere endelig at have fri fra skole og job og at vi for en enkelt aften, havde råd til skamløst at fråse i tvangsfodrede ænder, kunstigt indfarvet marcipan og give ungerne phthalat-spækkede samlesæt med alt for små dele. Og der var gran og kogler i massevis, røde nissepiger og -drenge med træsko og engle klippet i gulnet karton og skæve musetrapper i kulørt glanspapir.
Nu skal jeg ikke revse dem, som har fingeren på pulsen, hvad angår moden for dette års julepynt og leger trendsættere i betonstøbning af adventskranse, for jeg ville sgu ønske jeg kunne følge med tiden, men når man kigger rundt i mit hjem er der intet der overhovedet minder om jul. Og så er det faktisk løgn, for jeg kan blot vende bloklyset på skænken, som har stået med tallene vendt mod muren siden sidste år og som mit fornærede jeg ikke nænnede at smide ud, blot fordi det ikke blev brændt ned sidste december. Egentlig kan man også tolke at jeg er ret godt med, for lyset er jo påbegyndt, selvom den 1. endnu ikke er brændt ned.... det er altså også et meget stort lys!
Men det er hvad julehyggen strækker sig til indtil videre i dette hus, med mindre man kan tælle vaniljepulveret i støvsugerposen med, så hele huset dufter af vaniljekranse hver gang ugens afkast af hundehår skal indsamles. Det var et trick jeg læste om på nettet og i min iver for at spare på de afsindig dyre duftekugler tænkte jeg: "Vanilje dufter dejligt og smager godt, så det skal da lige prøves". Det skal det så absolut ikke igen, for med mindre man er vaniljenarkoman, bliver den sødlige lugt hurtig temmelig kvalm. Duftekugler?! Tænk sig at vi køber parfume til et husholdningsapperat!
Selv hvis jeg havde pyntet op til jul, ville der nu også blive svært at finde ret meget som ligner julepynten fra min barndom, med undtagelse af et par enkelte arvestykker og jeg er ikke helt klar over hvorfor. Måske hænger det sammen med min trang til at skabe mine egne juletraditioner, da jeg flyttede hjemmefra for snart 22 år siden eller også er jeg selv smittet med Luxoliving-epidemien og oplever de første anti-røde symptomer? Jeg er nemlig blevet overfølsom overfor rød hvad angår julpynt og min selvdianostiserede OCD kammer helt over, når jeg ser blodet farve udført i stearin og omgivet af grangrene, bær og en gigantisk sløjfe, midt i min ellers naturfarvede bolig indretning. Jeg ved heller ikke om min ellers så trofaste julestemning der plejer at sætte ind ultimo november har valgt at udeblive, fordi jeg ikke har pyntet eller om der måske er noget symbolsk i det skide lys med tallene mod muren. Måske er det blot fordi jeg langt om længe er blevet så voksen, at stemningen først kommer når man ser julen spejle sig i et par godtroende barneøjne og her lader en 15-årig teenagers begejstring over et kvist i en klat ler, altså en hel del tilbage at ønske.
Nogen vil sikkert sige at jeg er helt galt afmarcheret og at julen ikke handler om Georg Jensen juleophæng er yt eller ej, men handler om nærvær og kærlighed og det tror jeg faktisk også at den gjorde..... en gang. Dengang julen ikke var på sociale medier og hvor vi pyntede op for vores egen og børnenes skyld og ikke for at deltage i kapløbet om hvem der kan dekorerer sin kubus-stage mest stilrent og få flest likes. Hvor børn fandt julens stemning i rædselsfulde knitrende guirlander og en crappy julekalender fra den lokale Brugs og hvor voksnes stemning steg i takt med dagens kalenderlåge blev åbnet, efterfuldt af det obligatoriske Nejjjj. Nu er tidens trend at julen skal være stilren og minimalistisk, så på en måde er jeg nærmest stil-ikon.... Her er julen sgu så minimalistisk at den er helt væk!
Den opmærksomme læser har nok efterhånden erfaret at jeg ikke rigtigt har fået julens ånd over mig og det er pt. langt fra sikkert den kommer i år. Ja, jeg tør faktisk ikke engang love at kalenderlyset bliver brændt, men så er det jo heldigt at julen har det med at vende retur år efter år og genbrug er faktisk trendy... Nu vil jeg vende mit lys, genfinde min stjerne og spille en absolut ynglings julesang, som passer til humøret!
Makrellen
lørdag den 3. december 2016
onsdag den 15. juni 2016
Syge tanker om tabu og kronjuveler
Livet er sgu en underlig størrelse og inden man ved af det har man fået kræft.... testikelkræft for at være anatomisk korrekt! Og når jeg nu siger man, så er det naturligvis ikke fordi jeg pludseligt har skiftet køn over night eller vokset mig et par vedhæng til i underetagen, men fordi jeg på et split sekund har skulle indtage pladsen som nærmeste pårørende. Jeg ved det er TABU, men jeg siger det alligevel... Det gør også ondt på mig!
Det ene øjeblik er man fast besluttet på hvor vejen skal gå hen og i hvilken takt, og det næste øjeblik sidder man tilbage med følelsen af sine håb, drømme og visioner for fremtiden er på afveje, med sit eget tankespind og en smøg som eneste trøst. Og jeg skal hilse at sige at det er en dårlig narresut, når ens hjerne er ligeså krummeluret som en valnød og man har hørt manden med leen banke på døren og man føler sig tvunget til at lukke op! Kræft er ikke en invitation man kan afslå, med en dårlig undskyldning, men mere som den anmasende ven man ikke har lyst til at se til festen, men ikke formår at sige nej til.
Det er en underlig titel at få... Pårørende! Ikke at det ikke kommer til os alle på et tidspunkt, men man bliver bare ikke spurgt om man ønsker at tilskrive det sit private CV, men det er bare en rolle man får tildelt og en bold man griber, uden at stille spørgsmål til hvad det egentlig indebærer. Den vandt du!
Så skal man jo være den stærke, den støttende, bære verdens åg på sine skuldre og trøste så godt man formår. Man skal agere hofnar, når sindsstemningen bliver for dyster, gribe når læsset vælter og kalde til besindelse når optimismen bliver for flygtig og urealistisk. Man skal agere mor, kæreste, elsker, beskytter, sygeplejeske, hjemmepleje, budbringer, sekretær, sygetransport, chauffør, hushjælp, havemand, nærmeste og stadig magte at finde den professionelle mine, når vækkeuret kimer og den rationelle hjerne-halvdel skal stemple ind. Det er en uoverskuelig opgave, men jeg gør det.
Og inden pivdyrene begynder at hvine for jeres øre og jeg fuldt ud indtager offerrollens trone, så er jeg så ganske klar over at jeg langt fra er alene om at stå disse udfordringer igennem og at mange går lignende og langt værre ting igennem verden over. For ikke at tale om den sygdomsramte, som bærer en langt større byrde i både sind og krop og man går som den pårørende med en evig dårlig samvittighed over ikke at kunne overtage noget af lidelsen og frygten for ikke at kunne slå til. Men nu hvor skæbnen har skånet mig og "kun" tildelt mig den pårørendes scepter, er jeg så ikke i min fulde ret til at hyle hvad jeg kan og skrige mine frustrationer ud over denne blog? Den ret tror jeg nok jeg har fortjent!
Uden at lyve, så har himlen netop nu åbnet for alle sluser, hvilket man må sige er yderst passende til humøret i dag, alt imens Thor svinger hammeren og himmel og jord slår knister og den ene tørvetriller efter den anden lyder ud af højtalerne, så længe der endnu er strøm. Jo, det handler om at komme i den rette stemning når man skal skrive en jeg-tror-nok-lige-mit-liv-er-noget-lort-blog og man må sige at Vor Herre bakker op på det punkt!
Jeg har altid brugt denne blog som min overløbsventil og selvom det mest har været de fantasifulde drømmebilleder der har snurret bag min pandeskal, jeg har malet her på siderne, er min virkelighed pt. langt mere dramatisk og teatralsk end jeg har lyst til. Nu skulle man så tro at min hjerne har været slået fra det sidste år, for der har jeg sgu ikke fået komponeret mange ord herinde og det er ikke fordi jeg ikke har villet, men jeg har prioriteret min tid anderledes. Måske har jeg endda prioriteret mig selv anderledes, men det er en anden blog.
Nu er det absolut ikke sådan at jeg er helt alene i verden i min melankolske ørken af tanker, for jeg er heldigvis også velsignet med en dejlig familie og nogle fantastiske venner, som skam også spørger til hvordan jeg har det. Og her kommer den løgnagtige superwoman igen, for hvordan kan man svarer andet end "Fint" når nu man selv er sluppet så nådigt for fysiske smerter og evindelige tanker om sin egen dødelighed, selvom sandheden er at man har det ad helvede til? Jeg kan ligefrem skamme mig over at jeg imellem virvaret af tanker, kan have noget så ondt af mig selv og mene at jeg da også har store problemer, selvom de ikke tåler nogen sammenligning. "Det sætter ligesom tingene i perspektiv" siger vi og ja, i hvert fald alle de ting som vi allerede har og har værdsat. For det er jo som om at det kun er de gode ting i livet, der er sat på stand by i hele dette forløb.... Alt det øvrige crap er der skam endnu og holder ingen lunde pause og kan måske endda virke forstærket.
Der er også dem der ikke helt ved hvordan de skal reagere og trækker følehornene til sig og bakker ind i sneglehuset, selvom vi var de inderligste fortrolige for et øjeblik siden. Det er fair nok at man ikke finder min sindstilstand verdens mest behagelige, for det gør jeg egentlig heller ikke selv og skal jeg være ærlig vil jeg langt hellere se smilende øjne, have en kvik bemærkning og et drilsk smil med på vejen, end jeg vil se mennesker jeg holder af, ikke kunne se mig i øjnene og undvige mig som var jeg spedalsk... en pårørende! Stikker man til det, får man et overbærende blik med en konstaterende undskyldning om at jeg da har nok at tænke på... Og dertil kan jeg kun sige ja og derfor har jeg måske netop også brug for at føle mig ligesindet og ikke skånes og behandles som om deres tanker og meninger kan vente til tingenes tilstand (læs jeg) er blevet normal igen.... !
Uha det var godt at få luft og give plads til lidt af sin normale tankekraft og blæst alle mine indestængte tabu-følelser ud på skrift, for jeg ved jo godt når jeg læser dette igennem at jeg har sat det hele meget på den narcissistiske spids og kun har valgt at se det hele igennem mine slørede ego smør-fedtede briller. Har jeg stødt nogen med denne blog, vil jeg gerne beklage meget, men først i morgen, for jeg har en af de dage hvor min rummelighed flyder over, mine trætte skuldre hænger om knæene, hvor mit sind bader i selvmedlidenhed og jeg bare er pis hamrende træt af at være i mine sko.
Det ene øjeblik er man fast besluttet på hvor vejen skal gå hen og i hvilken takt, og det næste øjeblik sidder man tilbage med følelsen af sine håb, drømme og visioner for fremtiden er på afveje, med sit eget tankespind og en smøg som eneste trøst. Og jeg skal hilse at sige at det er en dårlig narresut, når ens hjerne er ligeså krummeluret som en valnød og man har hørt manden med leen banke på døren og man føler sig tvunget til at lukke op! Kræft er ikke en invitation man kan afslå, med en dårlig undskyldning, men mere som den anmasende ven man ikke har lyst til at se til festen, men ikke formår at sige nej til.
Det er en underlig titel at få... Pårørende! Ikke at det ikke kommer til os alle på et tidspunkt, men man bliver bare ikke spurgt om man ønsker at tilskrive det sit private CV, men det er bare en rolle man får tildelt og en bold man griber, uden at stille spørgsmål til hvad det egentlig indebærer. Den vandt du!
Så skal man jo være den stærke, den støttende, bære verdens åg på sine skuldre og trøste så godt man formår. Man skal agere hofnar, når sindsstemningen bliver for dyster, gribe når læsset vælter og kalde til besindelse når optimismen bliver for flygtig og urealistisk. Man skal agere mor, kæreste, elsker, beskytter, sygeplejeske, hjemmepleje, budbringer, sekretær, sygetransport, chauffør, hushjælp, havemand, nærmeste og stadig magte at finde den professionelle mine, når vækkeuret kimer og den rationelle hjerne-halvdel skal stemple ind. Det er en uoverskuelig opgave, men jeg gør det.
Og inden pivdyrene begynder at hvine for jeres øre og jeg fuldt ud indtager offerrollens trone, så er jeg så ganske klar over at jeg langt fra er alene om at stå disse udfordringer igennem og at mange går lignende og langt værre ting igennem verden over. For ikke at tale om den sygdomsramte, som bærer en langt større byrde i både sind og krop og man går som den pårørende med en evig dårlig samvittighed over ikke at kunne overtage noget af lidelsen og frygten for ikke at kunne slå til. Men nu hvor skæbnen har skånet mig og "kun" tildelt mig den pårørendes scepter, er jeg så ikke i min fulde ret til at hyle hvad jeg kan og skrige mine frustrationer ud over denne blog? Den ret tror jeg nok jeg har fortjent!
Uden at lyve, så har himlen netop nu åbnet for alle sluser, hvilket man må sige er yderst passende til humøret i dag, alt imens Thor svinger hammeren og himmel og jord slår knister og den ene tørvetriller efter den anden lyder ud af højtalerne, så længe der endnu er strøm. Jo, det handler om at komme i den rette stemning når man skal skrive en jeg-tror-nok-lige-mit-liv-er-noget-lort-blog og man må sige at Vor Herre bakker op på det punkt!
Jeg har altid brugt denne blog som min overløbsventil og selvom det mest har været de fantasifulde drømmebilleder der har snurret bag min pandeskal, jeg har malet her på siderne, er min virkelighed pt. langt mere dramatisk og teatralsk end jeg har lyst til. Nu skulle man så tro at min hjerne har været slået fra det sidste år, for der har jeg sgu ikke fået komponeret mange ord herinde og det er ikke fordi jeg ikke har villet, men jeg har prioriteret min tid anderledes. Måske har jeg endda prioriteret mig selv anderledes, men det er en anden blog.
Nu er det absolut ikke sådan at jeg er helt alene i verden i min melankolske ørken af tanker, for jeg er heldigvis også velsignet med en dejlig familie og nogle fantastiske venner, som skam også spørger til hvordan jeg har det. Og her kommer den løgnagtige superwoman igen, for hvordan kan man svarer andet end "Fint" når nu man selv er sluppet så nådigt for fysiske smerter og evindelige tanker om sin egen dødelighed, selvom sandheden er at man har det ad helvede til? Jeg kan ligefrem skamme mig over at jeg imellem virvaret af tanker, kan have noget så ondt af mig selv og mene at jeg da også har store problemer, selvom de ikke tåler nogen sammenligning. "Det sætter ligesom tingene i perspektiv" siger vi og ja, i hvert fald alle de ting som vi allerede har og har værdsat. For det er jo som om at det kun er de gode ting i livet, der er sat på stand by i hele dette forløb.... Alt det øvrige crap er der skam endnu og holder ingen lunde pause og kan måske endda virke forstærket.
Der er også dem der ikke helt ved hvordan de skal reagere og trækker følehornene til sig og bakker ind i sneglehuset, selvom vi var de inderligste fortrolige for et øjeblik siden. Det er fair nok at man ikke finder min sindstilstand verdens mest behagelige, for det gør jeg egentlig heller ikke selv og skal jeg være ærlig vil jeg langt hellere se smilende øjne, have en kvik bemærkning og et drilsk smil med på vejen, end jeg vil se mennesker jeg holder af, ikke kunne se mig i øjnene og undvige mig som var jeg spedalsk... en pårørende! Stikker man til det, får man et overbærende blik med en konstaterende undskyldning om at jeg da har nok at tænke på... Og dertil kan jeg kun sige ja og derfor har jeg måske netop også brug for at føle mig ligesindet og ikke skånes og behandles som om deres tanker og meninger kan vente til tingenes tilstand (læs jeg) er blevet normal igen.... !
Uha det var godt at få luft og give plads til lidt af sin normale tankekraft og blæst alle mine indestængte tabu-følelser ud på skrift, for jeg ved jo godt når jeg læser dette igennem at jeg har sat det hele meget på den narcissistiske spids og kun har valgt at se det hele igennem mine slørede ego smør-fedtede briller. Har jeg stødt nogen med denne blog, vil jeg gerne beklage meget, men først i morgen, for jeg har en af de dage hvor min rummelighed flyder over, mine trætte skuldre hænger om knæene, hvor mit sind bader i selvmedlidenhed og jeg bare er pis hamrende træt af at være i mine sko.
tirsdag den 9. juni 2015
Fra sølvtøj til Tupperware
Hvem kan sige sig fri for at være en lille smule anspændt, når man sidder i venteværelset hos tandlægen og nervøst bladre igennem et oldgammelt nummer af Femina, mens man venter på ens navn bliver kaldt til mødet med torturkammeret, den elektriske stol og beslutningen om man vil gasses eller have nålen? Nu havde jeg håbet at Harry, som min rare tandlæge hedder, havde taget fejl ang. den gamle sølvplombes svækkede tilstand, som skoletandlægen for snart 26 år siden berigede mit gnasketøj med. Men han holdt nu fast på sin diagnose at det orale sølvtøj skulle skiftes til skinnende hvidt Tupperware-plastik og at krateret måtte anses for at være af så betragtelig størrelse at gummen måtte bedøves, for at jeg kunne holde det ud.
Tak for lort, siger jeg bare til de slagterhunde til gebissnedkere jeg var underlagt som 12 årig, og som jeg er overbevist om dengang har boret det halve af tanden ud og glemt at fjerne boret i tide, mens de havde travlt med at diskuterer den nye klinikassistent nede hos specialtandlægen. Sådan husker jeg dem, en flok sladretanter der sad og søbede kaffe og kringle, mens de forsøgte at belære os elever om hvor farlige de mange sukkerknalder i en cola var, illustreret med afsindig farverige plakater i venteværelset. Jeg husker især den næsten kvindelige tandlæge, som havde den mest vederstyggelige tobaksånde og som kunne slå fluer ihjel ved blot at puste på dem, hvis de da ikke drattede døde om ved synet af hendes mono-bryn, der sad som en ekstra næsestang over de horntykke briller. Mage til maskulin madamme skulle man lede længe efter, når hun sad der i sin jadegrønne dragt og med blodstænk på brystet fra det sidste barn hun havde tortureret, uden at man kunne fremtvinge så meget som et smil fra hende og hun lignede oprigtigt én der følte sig snydt af livet og jeg skulle bøde for det.
Havde man dog bare været så fornuftig at tilbyde damen et lommetørklæde dengang, ikke for at trøste hende, men så kunne hun have poleret glasøjnene og så kunne det være man var sluppet for at have hendes fjæs placeret 5 cm over sit eget, mens de i det uendelige konverserede om "Har du hørt om Fru Jensen... 4+, 5+, caries i 6 +, 7+.... hun har fået ny mand igen", som var de ved at udfylde ugens tipskupon. Hadede det ord, CARIES, for hvis man ikke allerede kendte til det smertehelvede ordet altid indebar, så kunne man tydeligt fornemme at det var noget skidt på de bebrejdende blikke og rynkede bryn og de fik endda løn for det. Man ser da aldrig en blikkenslager bebrejde nogen for at have sprungne vandrør og sige "Tsk Tsk" til kunderne. Nå, men når man så endelig var færdig med at have hendes kagesnitter rodende rundt i gummerne, tandsættet var filet helt ned og de sylespidse instrumenter havde kradset tandkødet til blods, blev man dog tilbudt dispensation for tort og svie, i form af en refleks og en tube tandpasta.
Selvfølgelig kan det være at min hukommelse spiller mig et puds, men jeg føres automatisk tilbage til dengang, blot ved lugten af lattergas og flour og jeg valgte naturligvis derfor at lade kæberne lamme og tankerne flyde væk, mens jeg spændt ventede på tonerne af Beethoven skulle flyde ud af propperne i mine øre. Der er sket meget siden min sølvplombes fødsel, for dengang husker jeg nu ikke at man blev tilbudt at høre beroligende musik, for at det skulle være så afslappet og betryggende en oplevelse som muligt. Ja, jeg tør næsten at sige at oplevelsen har skiftet fra at føles som ufrivillig oral-fistning, til at være det rene spaophold, hvis man dog lige ser bort fra at jeg ikke på nogen måde finder at "Åh Abe" skaber den rette zen-stemning. Til trods for det, må jeg nu sige jeg er sluppet nådigt for barndommens traumer og at min nuværende tandlæge formår at gøre det til en absolut tålelig oplevelse, med sin venlige og imødekommende facon og at tandlægebesøg ikke er på listen over ting jeg frygter. Det vil sige hvis vi lige ser bort fra regningen..... OMG.... Nu ved jeg hvorfor jeg hader Tupperware!
Tak for lort, siger jeg bare til de slagterhunde til gebissnedkere jeg var underlagt som 12 årig, og som jeg er overbevist om dengang har boret det halve af tanden ud og glemt at fjerne boret i tide, mens de havde travlt med at diskuterer den nye klinikassistent nede hos specialtandlægen. Sådan husker jeg dem, en flok sladretanter der sad og søbede kaffe og kringle, mens de forsøgte at belære os elever om hvor farlige de mange sukkerknalder i en cola var, illustreret med afsindig farverige plakater i venteværelset. Jeg husker især den næsten kvindelige tandlæge, som havde den mest vederstyggelige tobaksånde og som kunne slå fluer ihjel ved blot at puste på dem, hvis de da ikke drattede døde om ved synet af hendes mono-bryn, der sad som en ekstra næsestang over de horntykke briller. Mage til maskulin madamme skulle man lede længe efter, når hun sad der i sin jadegrønne dragt og med blodstænk på brystet fra det sidste barn hun havde tortureret, uden at man kunne fremtvinge så meget som et smil fra hende og hun lignede oprigtigt én der følte sig snydt af livet og jeg skulle bøde for det.
Havde man dog bare været så fornuftig at tilbyde damen et lommetørklæde dengang, ikke for at trøste hende, men så kunne hun have poleret glasøjnene og så kunne det være man var sluppet for at have hendes fjæs placeret 5 cm over sit eget, mens de i det uendelige konverserede om "Har du hørt om Fru Jensen... 4+, 5+, caries i 6 +, 7+.... hun har fået ny mand igen", som var de ved at udfylde ugens tipskupon. Hadede det ord, CARIES, for hvis man ikke allerede kendte til det smertehelvede ordet altid indebar, så kunne man tydeligt fornemme at det var noget skidt på de bebrejdende blikke og rynkede bryn og de fik endda løn for det. Man ser da aldrig en blikkenslager bebrejde nogen for at have sprungne vandrør og sige "Tsk Tsk" til kunderne. Nå, men når man så endelig var færdig med at have hendes kagesnitter rodende rundt i gummerne, tandsættet var filet helt ned og de sylespidse instrumenter havde kradset tandkødet til blods, blev man dog tilbudt dispensation for tort og svie, i form af en refleks og en tube tandpasta.
Selvfølgelig kan det være at min hukommelse spiller mig et puds, men jeg føres automatisk tilbage til dengang, blot ved lugten af lattergas og flour og jeg valgte naturligvis derfor at lade kæberne lamme og tankerne flyde væk, mens jeg spændt ventede på tonerne af Beethoven skulle flyde ud af propperne i mine øre. Der er sket meget siden min sølvplombes fødsel, for dengang husker jeg nu ikke at man blev tilbudt at høre beroligende musik, for at det skulle være så afslappet og betryggende en oplevelse som muligt. Ja, jeg tør næsten at sige at oplevelsen har skiftet fra at føles som ufrivillig oral-fistning, til at være det rene spaophold, hvis man dog lige ser bort fra at jeg ikke på nogen måde finder at "Åh Abe" skaber den rette zen-stemning. Til trods for det, må jeg nu sige jeg er sluppet nådigt for barndommens traumer og at min nuværende tandlæge formår at gøre det til en absolut tålelig oplevelse, med sin venlige og imødekommende facon og at tandlægebesøg ikke er på listen over ting jeg frygter. Det vil sige hvis vi lige ser bort fra regningen..... OMG.... Nu ved jeg hvorfor jeg hader Tupperware!
onsdag den 3. juni 2015
Med et ben i begge ender
"Hun har ben i næsen" er et ofte brugt udtryk om den stærke moderne kvinde og jeg er ikke helt sikker på jeg altid forstår forherligelsen af, at de dertil indrettede gå-aggregater er placeret midt i trynen. Det vil jeg derfor i aften prøve at sætte i min virtuelle og så absolut generaliserende bås, også i en så ekstrem grad at der forhåbentligt ikke er nogen, som oprigtigt genkender følgende ude i den virkelige verden. Hun kan nemlig ALT selv og hun gør det, før du overhovedet har nået at række din hånd frem, hun tør stå ved og anerkender sit eget værd til fulde, siger altid sin uforbeholdne mening og har i det hele taget ikke brug for andres hjælp til noget, for at få livets små bump udjævnet, hvilket hun klarer alene ved hjælp af hendes verbale damptromle. Hun fastholder sin ret til have en mening om alle livets forhold, ja faktisk mener hun at man er forpligtet til at tage stilling og have et standpunkt og hun betragter det ikke som en ret, men nærmere et krav, hvis du skal nyde hendes respekt. Og den er ikke let at få, for er dine små livsanskuelser ikke så stålsatte som hendes, må de betragtes som uovervejede og hun kan simpelthen ikke tage det som seriøse overvejelser. Hun tager dog gerne en for holdet, for hun skal gerne i overbærenhedens tegn, fortælle dig hvordan facit skal se ud på bundlinjen og hvor skabet skal stå. Både på egne og på andres vegne. Er hun så stærk eller rettere så selvsikker, som ordsproget skal signalere? Det tror jeg ikke, men hun er en allerhelvedes god skuespiller, så længe publikum klapper!
Hendes alter ego må være den passive kvinde, hvis ben tripper på skift, som stod hun på glødende kul og som smilende trækker på skulderen, mens blikket flakker rundt i jagten på den rette mening at spejle sig i og som ikke rigtigt kan få skrutrækkeren til at dreje den rigtige vej, uden en kyndig (og gerne mandlig) vejleder til at føre hendes hånd. Hendes mening passer perfekt i den mund hun lytter til og hun nikker anerkendende og fremstammer et enkelt ja fra tid til anden, hvis hun da ikke ligefrem stiltiende accepterer alt hvad hendes omverden postulerer af krav, befalinger og kloge ordkløverier. Hun gør ingenting og kan INTET, end ikke have sine egne beskedne meningers mod og selvom benene ikke ligefrem sidder i lugteorganet, så bruges de absolut heller ikke til at stå på og hun må tilnærmelsesvis kaldes ben-amputeret. Pust og hun vakler og griber fat i den nærmeste arm der kan støtte hende, af enten ugidelig dovenskab eller tvivl på egen formåen. Hun fortæller dig aldrig hvad du skal tro, mene eller burde, for tænk hvis hendes facit liste er forkert eller tænk hvis nogen rent faktisk lytter og det forventes at hun skal agere krykke og når hun endelig træder et halvt skridt frem med sine inderste tanker, er det ofte på en spørgende facon, som en slags helgardering mod at skulle stå på mål senere hen. Du har heller ikke hendes respekt, for hun ejer ikke engang selvrespekten, så posen er tom på den konto. Og som den forrige beskrivelse, håber jeg bestemt også at der kun færdes et fåtal af disse kvinder på vores klode, for hun kan heller ikke tilnærmelsesvis betegnes som stærk. Ja, hun ligger ikke engang skjul på sin svaghed, men hylder den rettere. Hun skifter imellem at have lammende sceneskræk i livets teater, til at være en 2. rangs Diva der sidder i kulissen og nægter at betræde scenen, før champagnen er lagt på køl!
Og så er der sådan nogen som de fleste af os almindelige dødelige kvinder, som mere eller mindre har lidt af dem begge i os, alt afhængig af situationen, for selvom jeg ikke håber de ovenstående findes i deres reneste figur, så kan jeg godt nikke genkendende til at de hver især, fra tid til anden titter frem. Det er som at have en djævel og en engel på hver sin skulder, samtidig med ens fornuft bag pandeskallen forsøger at overdøve stemmerne og hvor kunne det være skønt hvis vi selv var herre over hvornår de trådte frem og tog over. Hvordan ser den stærke kvinde så ud, kan jeg jo så spørge mig selv og det ved jeg egentlig ikke, men selvom jeg ikke har begge ben på jorden eller stængerne proppet op i næsen, så håber jeg i min naive verden at det måske kan være min styrke, at have et ben i begge ender?!
Hendes alter ego må være den passive kvinde, hvis ben tripper på skift, som stod hun på glødende kul og som smilende trækker på skulderen, mens blikket flakker rundt i jagten på den rette mening at spejle sig i og som ikke rigtigt kan få skrutrækkeren til at dreje den rigtige vej, uden en kyndig (og gerne mandlig) vejleder til at føre hendes hånd. Hendes mening passer perfekt i den mund hun lytter til og hun nikker anerkendende og fremstammer et enkelt ja fra tid til anden, hvis hun da ikke ligefrem stiltiende accepterer alt hvad hendes omverden postulerer af krav, befalinger og kloge ordkløverier. Hun gør ingenting og kan INTET, end ikke have sine egne beskedne meningers mod og selvom benene ikke ligefrem sidder i lugteorganet, så bruges de absolut heller ikke til at stå på og hun må tilnærmelsesvis kaldes ben-amputeret. Pust og hun vakler og griber fat i den nærmeste arm der kan støtte hende, af enten ugidelig dovenskab eller tvivl på egen formåen. Hun fortæller dig aldrig hvad du skal tro, mene eller burde, for tænk hvis hendes facit liste er forkert eller tænk hvis nogen rent faktisk lytter og det forventes at hun skal agere krykke og når hun endelig træder et halvt skridt frem med sine inderste tanker, er det ofte på en spørgende facon, som en slags helgardering mod at skulle stå på mål senere hen. Du har heller ikke hendes respekt, for hun ejer ikke engang selvrespekten, så posen er tom på den konto. Og som den forrige beskrivelse, håber jeg bestemt også at der kun færdes et fåtal af disse kvinder på vores klode, for hun kan heller ikke tilnærmelsesvis betegnes som stærk. Ja, hun ligger ikke engang skjul på sin svaghed, men hylder den rettere. Hun skifter imellem at have lammende sceneskræk i livets teater, til at være en 2. rangs Diva der sidder i kulissen og nægter at betræde scenen, før champagnen er lagt på køl!
Og så er der sådan nogen som de fleste af os almindelige dødelige kvinder, som mere eller mindre har lidt af dem begge i os, alt afhængig af situationen, for selvom jeg ikke håber de ovenstående findes i deres reneste figur, så kan jeg godt nikke genkendende til at de hver især, fra tid til anden titter frem. Det er som at have en djævel og en engel på hver sin skulder, samtidig med ens fornuft bag pandeskallen forsøger at overdøve stemmerne og hvor kunne det være skønt hvis vi selv var herre over hvornår de trådte frem og tog over. Hvordan ser den stærke kvinde så ud, kan jeg jo så spørge mig selv og det ved jeg egentlig ikke, men selvom jeg ikke har begge ben på jorden eller stængerne proppet op i næsen, så håber jeg i min naive verden at det måske kan være min styrke, at have et ben i begge ender?!
tirsdag den 19. maj 2015
En knudemand i Dad-bod
Jeg kan ikke helt lade være med at trække let på smilebåndet, når jeg hører udtrykket knudemand, for jeg får indre billeder på nethinden af Onslow-typen henslængt i lænestolen, iført net-undertrøje og med en dåsebajer i den ene olieindsmurte hånd, mens den anden hånd klør, hvor der kløes skal, når man er en rigtig mand. Vi kender sikkert alle sådan én (jeg har kendt et par stykker) og du kaster måske endda et forsigtigt blik hen på sofaen, mens du sammenligner med ham, der i tidernes morgen hviskede søde ord i dine ører og smeltede dit pansrede hjerte, og som nu ligger der selvtilfreds og tilpas i dybeste tavshed, kun afbrudt af grynt. Sådan er det når de candyflossfarvede briller revner og vi længdes efter den helt afsindig romantiske mand, som kunne få tusindevis af bevingede insekter til at flakse rundt i vores mave, som havde man sluppet alle regnskovens sommerfugle løs dernede. "Ohh Nice", som karakteren ville have sagt, med en vis portion sarkasme, men hvis jeg skal være ærlig så finder jeg den type mand mere skræmmende end lattervækkende!
Men hvad er en knudemand for en fætter, hvis vi nu skal dissekere handyret til mere spiselige bidder, så vi alle kan være med og er han overhovedet så indestængt og sammenknyttet, som betegnelsen antyder eller er han i virkeligheden blot pisse ligeglad med alt andet omkring sig, så længe han får dækket hans behov og stillet sin kløe? Det har nemlig intet med mandens udseende at gøre, for selvom en net-undertrøje overlader mindre til fantasien end man kunne ønske og den toppede mave kunne antyde et forvokset garnnøgle, hvis man kniber øjnene nok sammen, så er knuden er ikke umiddelbar synlig udenpå. Den er måske endda slet ikke ret stor af størrelse, men alligevel præcis stor nok til at blokere for forbindelsen til følelsescenteret i hjernen og her kommer vi til den creepy del... Han har sgu selv sat den der!
Han er så langt fra ligeglad, men vælger at lukke af for de elementer, der kan få ham på usikker grund og få ham til at miste kontrollen og ét af de elementer kan desværre være kvinden i hans liv. Han har sådan en indbygget tænd/sluk knap, som kan lukke ned for de dele af hjerneaktiviteten der er i berøring med andet end hans basale behovscenter og det er jo egentlig ret smart, men hvad får han mon ud af det? Det skal jeg sige dig... Han får magt! Han er udmærket klar over at vi kvinder ikke er velekviperet med evnen til at afbryde forbindelsen til vores tanker og lukke de følelsesmæssige reaktorer ned og at vi har et ligeså stort behov for at høre ham hviske et par søde fraser fra tid til anden, som at trække vejret. Det giver ham muligheden for at være i fuld kontrol over både sit eget følelses register, men også over kvindens, for hans tavshed øger blot gisningerne og kvinden vil forsøge endnu mere ihærdigt at få ham til at løsne op, mens hun konstant forsøger at aflæse hans tanker.
Dette betyder naturligvis ikke at knuden er lige stram bundet hele tiden, for selv en knudemand kan jo snuble i sine snørebånd fra tid til anden og det er her kvinden ser et glimt af den fantastiske mand han vælger ikke at være, hvilket kun gør hende endnu mere forvirret. Hun føler det som om han straffer hende og det gør han måske også, for når man ser i historiebøgerne ligger begreberne hævn og magt lige til det højre herre-ben. Han agerer Vor Herre der giver med den ene hånd, mens han tager med den anden, hvis den da ikke lige er optaget af andre og mere presserende opgaver, som at ae sig selv på dunken eller klø sig selv i løgposen. Det kunne dog så ganske glimrende harmonere med den seneste trend indenfor mandekroppe, nemlig the Dad-bod eller i en mere fordansket version far-kroppen, som er den lidt kvabsede type med lidt til gården og gaden og som nu er blevet idealet for kvindens beundring. Og der skal ikke herske nogen tvivl om at sådanne "rigtige" mænd, der giver lidt efter i trommeskindet når man trykker på dem, er ret så sexede og kan tænde noget i os kvinder, men det er altså ikke nok at stille sig nøgen op foran en kvinde, med kæften stripset til og dermed kalde sig for trendsætter og tro hun føler sig som verdens heldigste kvinde.
Jeg ved godt jeg stiller tingene lidt på spidsen nu for at understrege min pointe og hvis der sidder nogle mænd derude og læser dette og føle sig truffet, er det ganske uden grund, for jeg tømmer som vanligt blot hovedet, for hvad det er ved at løbe over af. Eller også er du måske en knudemand?! Men jeg sidder også med en øv-følelse, at der stadig i 2015 findes den slags mænd, som leger rollespils-bødler med tavshedens sværd og som ikke vælger at bruge deres nye ideal status, til at være de attraktive, stærke og maskuline mænd der har fundet ud af de er udstyret med et kommunikationscenter.
Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet...
Men hvad er en knudemand for en fætter, hvis vi nu skal dissekere handyret til mere spiselige bidder, så vi alle kan være med og er han overhovedet så indestængt og sammenknyttet, som betegnelsen antyder eller er han i virkeligheden blot pisse ligeglad med alt andet omkring sig, så længe han får dækket hans behov og stillet sin kløe? Det har nemlig intet med mandens udseende at gøre, for selvom en net-undertrøje overlader mindre til fantasien end man kunne ønske og den toppede mave kunne antyde et forvokset garnnøgle, hvis man kniber øjnene nok sammen, så er knuden er ikke umiddelbar synlig udenpå. Den er måske endda slet ikke ret stor af størrelse, men alligevel præcis stor nok til at blokere for forbindelsen til følelsescenteret i hjernen og her kommer vi til den creepy del... Han har sgu selv sat den der!
Han er så langt fra ligeglad, men vælger at lukke af for de elementer, der kan få ham på usikker grund og få ham til at miste kontrollen og ét af de elementer kan desværre være kvinden i hans liv. Han har sådan en indbygget tænd/sluk knap, som kan lukke ned for de dele af hjerneaktiviteten der er i berøring med andet end hans basale behovscenter og det er jo egentlig ret smart, men hvad får han mon ud af det? Det skal jeg sige dig... Han får magt! Han er udmærket klar over at vi kvinder ikke er velekviperet med evnen til at afbryde forbindelsen til vores tanker og lukke de følelsesmæssige reaktorer ned og at vi har et ligeså stort behov for at høre ham hviske et par søde fraser fra tid til anden, som at trække vejret. Det giver ham muligheden for at være i fuld kontrol over både sit eget følelses register, men også over kvindens, for hans tavshed øger blot gisningerne og kvinden vil forsøge endnu mere ihærdigt at få ham til at løsne op, mens hun konstant forsøger at aflæse hans tanker.
Dette betyder naturligvis ikke at knuden er lige stram bundet hele tiden, for selv en knudemand kan jo snuble i sine snørebånd fra tid til anden og det er her kvinden ser et glimt af den fantastiske mand han vælger ikke at være, hvilket kun gør hende endnu mere forvirret. Hun føler det som om han straffer hende og det gør han måske også, for når man ser i historiebøgerne ligger begreberne hævn og magt lige til det højre herre-ben. Han agerer Vor Herre der giver med den ene hånd, mens han tager med den anden, hvis den da ikke lige er optaget af andre og mere presserende opgaver, som at ae sig selv på dunken eller klø sig selv i løgposen. Det kunne dog så ganske glimrende harmonere med den seneste trend indenfor mandekroppe, nemlig the Dad-bod eller i en mere fordansket version far-kroppen, som er den lidt kvabsede type med lidt til gården og gaden og som nu er blevet idealet for kvindens beundring. Og der skal ikke herske nogen tvivl om at sådanne "rigtige" mænd, der giver lidt efter i trommeskindet når man trykker på dem, er ret så sexede og kan tænde noget i os kvinder, men det er altså ikke nok at stille sig nøgen op foran en kvinde, med kæften stripset til og dermed kalde sig for trendsætter og tro hun føler sig som verdens heldigste kvinde.
Jeg ved godt jeg stiller tingene lidt på spidsen nu for at understrege min pointe og hvis der sidder nogle mænd derude og læser dette og føle sig truffet, er det ganske uden grund, for jeg tømmer som vanligt blot hovedet, for hvad det er ved at løbe over af. Eller også er du måske en knudemand?! Men jeg sidder også med en øv-følelse, at der stadig i 2015 findes den slags mænd, som leger rollespils-bødler med tavshedens sværd og som ikke vælger at bruge deres nye ideal status, til at være de attraktive, stærke og maskuline mænd der har fundet ud af de er udstyret med et kommunikationscenter.
Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet...
mandag den 18. maj 2015
Play it again, Sam
Så sidder man her igen. Endnu en aften bag den blå skærms flimrende pixels, mens man surfer rundt blandt dagens læseværdige blogs og statusopdateringer på Facebook, om de helt fantastisk perfekte liv vi lever, mens tonerne af pladder romantiske hit strømmer ud af højtaleren. Og nu ved jeg ikke hvordan I har det, men jeg har langt lettere ved at sætte en følelse på mine tanker, når de understøttes af musik, uanset hvilken sindstilstand jeg befinder mig i og hvilken emotionel rutsjebanetur jeg ønsker at tage. Ved at høre bestemte stykker musik, kan jeg også genkalde mig minder, gode som mindre gode, som jeg dermed ganske ubevidst får hevet op af bagagen og kan læne mig tilbage og reflekterer over på nu, eller blot mindes med et skævt smil på læben.
Situationerne og følelserne spænder bredt, lige fra fra en enkelt lille tanke, en flygtig samtale som gjorde indtryk, til den helt store candyflossfarvede forelskelse og dybsindige livforandrende perioder i mit liv. Alt sammen sat til musik og jeg efterlades med en følelse af deja-vu, hver gang toner forplanter sig i øregangen og forbinder sig til hjernens skattekammer af oplevelser og de hengemte minder myldre frem.
Det er dog ikke altid helt ubevidst jeg sætter musik til mit tankespin, men til tider det stik modsatte, for musik har en eventyrlig evne til at kunne ændre humøret og tankernes sti, når man f.eks. flyver lidt for højt og man trænger til at få jordet ud af hovedet og under fødderne igen. Eller hvis man er sprunget ud i et mental sky dive i frit fald og trænger til et pust under humørets vinger, så har teksterne nogle gange til formål at lede os på rette kurs igen. Det hænder også det indre oprør bag pandeskallens dybe furer blot skal overdøves i en så larmende grad, at det kræver en god bas og en hvinende guitar at have højere volume en de knagende tandhjul.
Andre gange er musik, bare musik, som skal nydes med lukkede øjne, mens eneste bevægelse er fodens taktfaste vippen eller som skal leves ud et virvar af flagrende arme og ben på et dansegulv, hvor ens ynde og elegance retoucheres væk i sprittågerne, i discokuglens skær. Og så er der disse alt for stille regnvåde aftener, hvor man sidder og tænker over hvilke stier man har valgt at træde i livet og hvor de fører dig hen og hvor alle drømmene blev af på vejen, alt imens dråbernes slag imod ruden ekkoer i takt med denne sang.
Situationerne og følelserne spænder bredt, lige fra fra en enkelt lille tanke, en flygtig samtale som gjorde indtryk, til den helt store candyflossfarvede forelskelse og dybsindige livforandrende perioder i mit liv. Alt sammen sat til musik og jeg efterlades med en følelse af deja-vu, hver gang toner forplanter sig i øregangen og forbinder sig til hjernens skattekammer af oplevelser og de hengemte minder myldre frem.
Det er dog ikke altid helt ubevidst jeg sætter musik til mit tankespin, men til tider det stik modsatte, for musik har en eventyrlig evne til at kunne ændre humøret og tankernes sti, når man f.eks. flyver lidt for højt og man trænger til at få jordet ud af hovedet og under fødderne igen. Eller hvis man er sprunget ud i et mental sky dive i frit fald og trænger til et pust under humørets vinger, så har teksterne nogle gange til formål at lede os på rette kurs igen. Det hænder også det indre oprør bag pandeskallens dybe furer blot skal overdøves i en så larmende grad, at det kræver en god bas og en hvinende guitar at have højere volume en de knagende tandhjul.
Andre gange er musik, bare musik, som skal nydes med lukkede øjne, mens eneste bevægelse er fodens taktfaste vippen eller som skal leves ud et virvar af flagrende arme og ben på et dansegulv, hvor ens ynde og elegance retoucheres væk i sprittågerne, i discokuglens skær. Og så er der disse alt for stille regnvåde aftener, hvor man sidder og tænker over hvilke stier man har valgt at træde i livet og hvor de fører dig hen og hvor alle drømmene blev af på vejen, alt imens dråbernes slag imod ruden ekkoer i takt med denne sang.
tirsdag den 12. maj 2015
Hvad vil du ha'? (Vol. II)
Hvad vil du egentlig ha'? Tough question, når det stilles så direkte og uventet og med mindre man er skrupsulten og udelukkende er hungrende efter en leverpostejsmad med rødbeder, så ligger svaret sjældent til højrebenet. Forleden spurgte jeg en kærlighedssøgende kvinde dette spørgsmål, og som forventet hakkede hun noget i svaret, mens hun nærmest så ud som om hun deltog i Hvem vil være millionær og var bange for at svare forkert på 500.00 kr. spørgsmålet. Nu gav jeg hende dog ikke de 4 sædvanlige svarmuligheder og ej heller ingen livliner, og selvom hun sikkert håbede på at tiden var løbet fra os, fastholdt jeg blot øjenkontakten, signalerende at jeg afventede hendes svar. Det var bestemt ikke for at stille hende i forlegenhed og jeg ville have godtaget et Det kommer ikke dig ved, men jeg har en tendens til at stille den slags spørgsmål af ren og skær nysgerrighed og i håbet om at svarene kan bruges som brændstof til min blog. Og der er ikke noget korrekt svar på spørgsmålet, hvilket jeg måske burde have antydet, for vi mennesker måler og vejer hinanden vidt forskelligt, hvilket er det der gør os så fantastisk nuancerede.
Så kom svaret Jeg går meget op i øje og selvom min første tanke var at hun formentlig mente at han skulle besidde 2 stk. af slagsen, så vidste jeg godt at det nok ikke alligevel var det hun mente og hun tilføjede da også hurtigt, at det var der man spottede charmen. Er det nu også det? Jeg har endnu aldrig hørt om nogen der kunne spotte en stjerne psykopat, blot ved at kigge ham i øjnene og er det i så fald i iris eller regnbuehinden det står malet, at han blot vil lege med dine følelser, efter han har givet dig en quicky over spisebordet? Jeg ved godt man siger at øjnene er sjælens spejl og forstår skam også godt det faktum at vi alle har forskellige præferencer, rent udseendemæssigt, men hvis dette er sandt står det sørgeligt til for de blinde og dem med et glasøjne og Andrea Bocelli er altså ret så charmerende. Nuvel, hvis charmen er i øjnene, er det vel rettere et filter der sidder et sted i vores egen synssans, som kan filtrere alle de småfejl væk, som normalt ville få os til at løbe skrigende bort, når vi står overfor det andet køn og at dette filter åbenbart er mindre finmasket ved dem, som ender med Mr. Wrong hver gang.
Han skal have pæne tænder og jeg kan nu godt til dels relatere til, at han ikke ligefrem behøver at have et decideret usoigneret oral-orgel og kan hitte ud af hvilken ende af tandbørsten der skal i kæften, men et par skæve pløkker er altså lettere at leve med, end et forvreden sind, der efterlader bidemærker, uanset hvor symmetrisk på række de måtte sidde. Måske siger jeg også blot dette, fordi min egen undermund lader en del tilbage at ønske, når vi taler afretning og fordi jeg alligevel er for forfængelig til nakketræk.
Men jeg vover alligevel at påstå at vi kan komme lidt tættere på svaret, hvis blot vi stiller os selv nogle helt andre spørgsmål, som hverken omhandler øjne, tænder eller hvor tonet hans six-pack er, selvom vi naturligvis har lov at fantasere lidt om at en delvist afklædt Patrick Swayze fra Dirty Dancing banker på vores dør. Vi skal ikke spørge os selv om hvad vi vil have, men finde ud af hvem vi selv er. Av den var svær, for her skal man være 100 % ærlig og ikke opstille en fantasi om hvordan livet ser ud, når vi lige har afdraget restgælden, tabt 15 kilo eller får taget os sammen til at trave sålerne af skoene i den lokale skov. Er det overhovedet vigtigt for os at han sveder 2 timer om dagen i fitnesscentret for at opnå det eftertragtede vaskebræt, hvis man (som jeg selv) føles som en fjedrende vandballon på maven, der skvulper lidt vel længe, når man trykker på den? Hvis den kammeratlige mandehørm over en håndbajer er hans overtryksventil, er det så realistisk at tro at vores forventninger om fingerfletten på et lammeskindstæppe foran pejsen og i rusen af boblende champagne vil blive indfriet, eller tegner fremtiden i retning af weekender med Cola, Vild med Dans og Matador Mix i mobiltelefonernes skær. Nej, lad os se på vore egne livsværdier, for det er her vi kan finde vores sande kriterier, når vi står foran udvælgelsen af the best man for the job. Ikke dermed sagt at vi skal finde en tro kopi af os selv, for modsætninger tiltrækkes af hinanden, men skal et forhold holde på den lange bane, tror jeg der er nogle ting der må matche, for ellers ender én af parterne med at give køb på sig selv eller hverdagen bliver en kamp.
Og hverdagen er måske et ganske glimrende udgangspunkt til at beskrive det livssyn vi har, hvad angår de ting vi tillægger værdi og den tosomhed vi ønsker skal være byggesten for en fælles fremtid. Lad være med at liste alle de lange gåture i solnedgangens skær ved den klukkende strandbred eller de skønne romantiske middage i stearinlysets skær, hvor I sidder tavst og stirre dybt i hinandens øjne, for det er næppe sådan hverdagens hektiske trummerum kommer til at ud. Disse stunder vil sikkert vise sig i glimt og må betragtes som ren bonus, men sandheden er rettere at hverdagen byder på flere ture på lossepladsen end til stranden, på mere millionbøf end på foie gras og på flere dage med vask af hans sure sokker end sensuelle fællesbade under bruseren. Det er den hverdag vi skal lære elske, også selvom den virker lidt shitty nedfældet på skrift, og jeg skal også gerne indrømme at det ikke ligefrem falder mig let at sluge min egen medicin, selvom jeg i skrivende stund føler mig som den alvidende Madam Skrald, der har fundet livets kilde. Pointen er at når du erkender og elsker dine egne "skæve tænder", vil du også kunne anerkende og elske hans, for selvom du måske momentært kan give ham nakketræk og forme ham, som var han af julens overskydende potteler, genskabt ud fra dine fantasiers drømme-ideal, har potteler den triste egenskab at den krakelerer over tid!
Så kom svaret Jeg går meget op i øje og selvom min første tanke var at hun formentlig mente at han skulle besidde 2 stk. af slagsen, så vidste jeg godt at det nok ikke alligevel var det hun mente og hun tilføjede da også hurtigt, at det var der man spottede charmen. Er det nu også det? Jeg har endnu aldrig hørt om nogen der kunne spotte en stjerne psykopat, blot ved at kigge ham i øjnene og er det i så fald i iris eller regnbuehinden det står malet, at han blot vil lege med dine følelser, efter han har givet dig en quicky over spisebordet? Jeg ved godt man siger at øjnene er sjælens spejl og forstår skam også godt det faktum at vi alle har forskellige præferencer, rent udseendemæssigt, men hvis dette er sandt står det sørgeligt til for de blinde og dem med et glasøjne og Andrea Bocelli er altså ret så charmerende. Nuvel, hvis charmen er i øjnene, er det vel rettere et filter der sidder et sted i vores egen synssans, som kan filtrere alle de småfejl væk, som normalt ville få os til at løbe skrigende bort, når vi står overfor det andet køn og at dette filter åbenbart er mindre finmasket ved dem, som ender med Mr. Wrong hver gang.
Han skal have pæne tænder og jeg kan nu godt til dels relatere til, at han ikke ligefrem behøver at have et decideret usoigneret oral-orgel og kan hitte ud af hvilken ende af tandbørsten der skal i kæften, men et par skæve pløkker er altså lettere at leve med, end et forvreden sind, der efterlader bidemærker, uanset hvor symmetrisk på række de måtte sidde. Måske siger jeg også blot dette, fordi min egen undermund lader en del tilbage at ønske, når vi taler afretning og fordi jeg alligevel er for forfængelig til nakketræk.
Men jeg vover alligevel at påstå at vi kan komme lidt tættere på svaret, hvis blot vi stiller os selv nogle helt andre spørgsmål, som hverken omhandler øjne, tænder eller hvor tonet hans six-pack er, selvom vi naturligvis har lov at fantasere lidt om at en delvist afklædt Patrick Swayze fra Dirty Dancing banker på vores dør. Vi skal ikke spørge os selv om hvad vi vil have, men finde ud af hvem vi selv er. Av den var svær, for her skal man være 100 % ærlig og ikke opstille en fantasi om hvordan livet ser ud, når vi lige har afdraget restgælden, tabt 15 kilo eller får taget os sammen til at trave sålerne af skoene i den lokale skov. Er det overhovedet vigtigt for os at han sveder 2 timer om dagen i fitnesscentret for at opnå det eftertragtede vaskebræt, hvis man (som jeg selv) føles som en fjedrende vandballon på maven, der skvulper lidt vel længe, når man trykker på den? Hvis den kammeratlige mandehørm over en håndbajer er hans overtryksventil, er det så realistisk at tro at vores forventninger om fingerfletten på et lammeskindstæppe foran pejsen og i rusen af boblende champagne vil blive indfriet, eller tegner fremtiden i retning af weekender med Cola, Vild med Dans og Matador Mix i mobiltelefonernes skær. Nej, lad os se på vore egne livsværdier, for det er her vi kan finde vores sande kriterier, når vi står foran udvælgelsen af the best man for the job. Ikke dermed sagt at vi skal finde en tro kopi af os selv, for modsætninger tiltrækkes af hinanden, men skal et forhold holde på den lange bane, tror jeg der er nogle ting der må matche, for ellers ender én af parterne med at give køb på sig selv eller hverdagen bliver en kamp.
Og hverdagen er måske et ganske glimrende udgangspunkt til at beskrive det livssyn vi har, hvad angår de ting vi tillægger værdi og den tosomhed vi ønsker skal være byggesten for en fælles fremtid. Lad være med at liste alle de lange gåture i solnedgangens skær ved den klukkende strandbred eller de skønne romantiske middage i stearinlysets skær, hvor I sidder tavst og stirre dybt i hinandens øjne, for det er næppe sådan hverdagens hektiske trummerum kommer til at ud. Disse stunder vil sikkert vise sig i glimt og må betragtes som ren bonus, men sandheden er rettere at hverdagen byder på flere ture på lossepladsen end til stranden, på mere millionbøf end på foie gras og på flere dage med vask af hans sure sokker end sensuelle fællesbade under bruseren. Det er den hverdag vi skal lære elske, også selvom den virker lidt shitty nedfældet på skrift, og jeg skal også gerne indrømme at det ikke ligefrem falder mig let at sluge min egen medicin, selvom jeg i skrivende stund føler mig som den alvidende Madam Skrald, der har fundet livets kilde. Pointen er at når du erkender og elsker dine egne "skæve tænder", vil du også kunne anerkende og elske hans, for selvom du måske momentært kan give ham nakketræk og forme ham, som var han af julens overskydende potteler, genskabt ud fra dine fantasiers drømme-ideal, har potteler den triste egenskab at den krakelerer over tid!
Abonner på:
Opslag (Atom)